Når sulten sætter ind

Efter en nem og forholdsvis smertefri opstart på diæt, er det nu for alvor begyndt at blive hårdt. Den vildeste begejstring for at være kommet igang har fortaget sig, maden og træningen er blevet hverdag og sulten… sulten er blevet en alt for tro følgesvend.

I fredags gik det op for mig, at jeg har 6 måneder tilbage, før jeg står på scenen i en forhåbentlig rigtig lækker form. 6 måneder med masser af træning, passion og oplevelser, men også 6 måneder på diæt. Jeg er så heldig at have et cheatmeal om ugen, hvilket redder mig fra at gå fra forstanden, når sukkertrangen træder til, men hvad jeg cheater, skal udvælges nøje. Jeg kan ikke få både pizza, is og kage, så skal det i hevrt fald være i meget små mængder, og med en viden om, at der er en hel uge til næste cheat, skal måltidet være det helt rigtige.

Når sulten sætter ind (og det gør den virkelig tit), så kræver det noget af en ryggrad at sige fra, når man tilbydes alt fra oreos til min sidekammerats fantastiske honning, lavet af hendes bedstefar i Bulgarien! Man tænker jo let “en enkelt skader jo ikke” og “der er jo stadig lang tid til scenen”, men det er et sidespor, og selvom der stadig er længe til, så har jeg brug for hver en dag for at nå den form jeg drømmer om på et halvt år!

Fik dog taget formbilleder og sendt til coach i mandags, og at se nedenstående billeder er det hele værd, for hold nu op, hvor har den sidste måneds diæt gjort en kæmpe forskel for min krop!

Lidt grænseoverskridende at lægge et billede op, hvor jeg har så lidt tøj på... På den anden side så skal jeg om 6 måneder stå på en scene iført en mindre og langt mere iøjnefaldende bikini foran rigtig mange toptrimmede mennesker!
Lidt grænseoverskridende at lægge et billede op, hvor jeg har så lidt tøj på… På den anden side så skal jeg om 6 måneder stå på en scene iført en mindre og langt mere iøjnefaldende bikini foran rigtig mange toptrimmede mennesker!
IMG_0343
Billedet til højre er 6 uger gammelt, billedet til venstre er fra i lørdags. Der er røget 5 kilo og prøv så lige at se min hud! Den stråler, og jeg ser sundere og meget mindre væsket ud!

For mig er billeder som disse guld værd, de viser mig, at alt det arbejde jeg har lagt i min træning og kost betaler sig og i den grad bærer frugt..

Jeg glæder mig til at se, hvad de næste måneder bringer!

Skønne mennesker ❤️

Da jeg, for nu efterhånden 4 måneder siden, seriøst begyndte at overveje at stille op i bikini fitness, var der især en ting, der var vigtig for min beslutning: at have mit bagland med mig. 

At stille op til en konkurrence så fysisk og psykisk krævende, stiller nemlig også rigtig store krav til de mennesker, man har omkring sig. Jeg er ikke just sjov at være sammen med, når jeg er sulten, og eftersom min livsstil fylder så meget, så snakker jeg også rigtig meget om min træning, kost og i det hele taget mig selv (det er svært ikke at blive frygtelig selvcentreret). 

Heldigvis tog folk det meget pænere, end jeg havde forventet, mødte generelt stor opbakning fra familie, venner og ikke mindst studiekammerate, og det fik mig til at træffe den endelige beslutning, også selvom jeg inderst inde tænkte, at de nok ikke ville være så støttende, hvis de vidste, hvad de gik ind til 😉 

Men men men, den tanke er virkelig blevet gjort til skamme, min familie støtter, roser og hjælper mig langt mere end jeg nogensinde havde regnet med. Mine venner træder til med alt fra underholdning på mine lange gåture til hjælp med posering (Eddy og Anders i er guld værd!), madlavning, træning og billeder (har i set de smukke billeder på Instagram, som Anne har taget af mig?). Særligt mine studiekammerater har overrasket og rørt mig, folk er simpelthen så søde til at lytte på min evige plapren om mig og min træning, de er nysgerrige og evigt opbakkende. 

Jeg ved godt, at jeg kun lige er startet, og de næste par måneder bliver kun hårdere, men det skal altså ikke forhindre mig i, at skrive dette indlæg, for folk skal virkelig vide, hvor meget deres opbakning og støtte betyder for mig ❤️

Af hjertet tak fordi i er her! 

Det der cardio… 

 

Lige så meget som jeg elsker at styrketræne, lige så meget hader jeg cardio… I hvert fald den klassiske form med at stå 60 minutter og svede på et løbebånd, imens ens tanker bliver ved at køre rundt i ens hoved og fortælle en hvor hårdt det er 😂 

Ikke desto mindre er det dog en rimelig væsentlig del af processen frem mod sceneformen, så der er ikke så meget at gøre andet ens at få det bedste ud af det 😉 

Jeg har heldigvis en meget fornuftig coach, der har tilladt mig et helt rimeligt cardio program med omkring 20 minutters intensiv cardio efter min styrketræning suppleret med lange gåture med min hund. 

De tyve minutters morgencardio, der skal overstået efter jeg har smadret min krop godt igennem med vægtene er dog stadig ved at tage livet af mig (jeg gør aldrig  noget halvt, så skal der svedes, bliver der svedt, og det løber i stride strømme, når jeg er færdig). I starten hadede jeg det, jeg syntes simpelthen det var latterligt træls, men erkendte ret hurtigt, at den eneste måde at håndtere det på, var at ændre indstilling, så jeg “tvinger” mig selv til at elske det, tænke optimistisk på det og glæde mig til det, med god hjælp fra Netflix, som har gjort det betydeligt lettere for mig at slå hjernen fra og bare gøre det. 
Gåturene med Hubert (min evigt friske hund) elsker jeg til gengæld, de giver mig ro i hovedet og mentalt overskud. Selvfølgelig er det svært at skulle hive sig selv op af sofaen, når man er øm i benene og det regner og/eller er mørkt, men her er lydbøger en god måde for mig at komme afsted. Er man igang med en spændende lydbog (jeg bruger app’en eReolen, hvor man gratis kan låne to e-bøger om måneden), så gør det ikke så meget, at vejret eller omgivelserne ikke er så spændende ☺️ 

Hvad er jeres tanker om cardio? Elsker i det? Eller må i ligesom mig opfinde metoder til at “lære” at nyde det? 

Når diæten begynder at blive hverdag

Det er nu mere end 14 dage siden, at jeg startede på diæt.

Det er generelt gået rigtig fint, jeg har tabt mig et par kilo, samtidig rykker det med mit nye træningsprogram, og jeg bliver hele tiden stærkere.

Det er dog ikke rosenrødt det hele, og formålet med denne blog er at fortælle om hele processen på vejen mod scenen, ikke kun positive men i ligeså høj grad alle de knap så sjove ting, så dem får i altså lige et par stykker af her.

Sidste uge var hård; jeg startede i skole efter to måneders ferie, hvilket egentlig var dejligt, men det betyder dog, at jeg skal op kl. 5.00 for at nå at træne inden skole, og selvom jeg virkelig elsker min morgentræning, så har det været svært at komme op denne uge. Det er endnu engang blevet mørkt og småkoldt at vågne på det tidspunkt af døgnet, og jeg har haft nogle sene aftener på arbejde og tegnesalen, der betød betydeligt mindre end de højt værdsatte 8 timers søvn, jeg normalt stræber efter at få.

Diæten drillede også lidt i sidste uge, jeg havde ondt i maven, kvalme og var generelt bare utilpas (det skyldtes sikkert bare en eller anden mindre sygdom, men at skulle yde sit bedste til træning og spise 7 måltider dagligt er altså lettere anstrengende, når man har kvalme og koldsveder!).

Sidst men ikke mindst, så havde jeg nogle dage med et frygteligt dårligt humør, hvor jeg græd og skabte mig, men igen; der har været en hel del andre faktorer indover, og det er langt fra sikkert at de nye kostvaner har haft indflydelse på dette.

Det her indlæg endte så med at blive et af de knap så sjove at skrive (og læse sikkert), men synes ikke man skal glemme bagsiderne ved denne ellers dejlige sport. Det skal selvfølgelig også siges, at jeg på ingen måde er slået ud, tværtimod faktisk, jeg havde regnet med at det ville være endnu hårdere, og faktisk nyder jeg, at der er en anden, der bestemmer hvad og hvor meget jeg skal spise og træne, det giver mig meget mere tid og energi til at give den alt hvad jeg har til træning, i skolen, på arbejde og hvad jeg nu ellers lige laver.

Update på 1. uge på diæt

Jeg har nu været på diæt i over en uge og er virkelig overrasket over, hvor nemt det har været. Jeg har fået masser af mad og kun mærket meget lidt til sult. Planlægning og madlavning tager selvfølgelig lidt tid, men hvis man, som jeg, er lidt doven i et køkken, finder man hurtigt på løsninger, der klarer madlavningen hurtigt og effektivt… Men meget lidt kulinarisk (i mit tilfælde i hvert fald!). Energien og humøret er også rigtig fint, højere end normalt faktisk, men om det skyldes maden, synes jeg er svært at sige. Føler mig ikke født på ny, på den der fantastiske måde, som alle dameblade proklamerer, at man føler, hvis man følger en af deres udsultende juicekure. Tror egentlig bare, at jeg har tilpasset mig de ændrede spisevaner, og synes det er ganske fint, hverken fantastisk eller forfærdeligt.

Men (der er altid et men), der er dog to rigtig gode ting ved de ændrede vaner; jeg har tabt mig og synes allerede, at min krop ser meget sundere ud, og så har jeg, som ellers er en rigtig slikmund, intet problem haft med at udelukke alt sukker fra mit liv… Faktisk er mit største ønske at få skåret lidt ned i mine kulhydrater på diæten, da jeg egentlig synes, at især de daglige ris er svære at tygge sig igennem.

Så alt i alt er jeg faktisk bare en rigtig glad og tilfreds pige de her dage, og det er jo egentlig rigtig dejligt.

foto